På etapen kommer du igennem det smukke kuperede landskab sydvest for Frederikshavn, hvor du vandrer højt oppe fra bjergtop til højtop med mange fine udsigter over Kattegat. De 27 kilometer byder på udkigspunkter, lysåben skov og åbent land.
Frederikshavn-Thorshøj
Både Pikkerbakken og Bangsbo Fort skal du vælge at se inden din etape begynder eller som afslutning på din tur med slut i Frederikshavn, da den ligger 1,5 km fra Hærvejsruten.
Pikkerbakken
Højt hævet over byen strækker den unikke udsigtsplatform på Pikkerbakken sig ud som Skagens Gren og byder på en enestående panoramaudsigt over byen, havnen og Hirsholmene med kig til både Sæby og Skagen – i klart vejr kan du se helt til Læsø. Ved platformen kan du endda se Kongestenen, hvor tre gange Kong Frederik har sat deres navnetræk.
Pikkerbakken er en del af en 3 kilometer lang kystskrænt, der er dannet af Yoldia- og Litorinahavet i istiden. Den imponerende skrænt er bl.a. resultatet af, at området har oplevet Danmarks største landhævning, og selve Pikkerbakken rejser sig majestætisk 71 meter over havets overflade.
Men Pikkerbakken er mere end bare et smukt naturområde, her finder du spor af både Englandskrigen, anden verdenskrig og den kolde krig. Under Englandskrigen blev der i 1809 indrettet en observationspost på toppen af bakken, under anden verdenskrig dukkede de første tyske tropper op allerede få dage efter besættelsen, og der blev bygget i alt 70 betonanlæg i 1943. Stillingerne i området omfattede et flakbatteri til beskydning af luftmål, et kystbatteri med Artilleriskibet Niels Juels kanoner, et radaranlæg og den nordjyske kommandants kommandobunker, der i dag er indrettet som museumsbunker. Under den kolde krig spillede flådestationen i Frederikshavn en vigtig rolle for beskyttelsen af farvandet mellem Norge og Danmark, og farvandsovervågningen i området fra Storebælt til Skagen styres i dag fra Pikkerbakken.
Pikkerbakken, 9900 Frederikshavn
Bangsbo Fort
Syd for Pikkerbakken i Frederikshavn ligger Bangsbo Fort, et militært anlæg opført af den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig og udbygget af det danske søværn under Den Kolde Krig. I forhold til andre tysk befæstede områder i Danmark er fortet anvendt i to historiske perioder.
Fortet består af 80 betonanlæg, hvoraf 70 blev bygget under Anden Verdenskrig, de restende 10 byggede søværnet i 1950. Bangsbo Fort ligger i 82 meters højde med en formidabel udsigt over Frederikshavn og Kattegat, og du kan se til både Skagen, Sæby og Læsø i klart vejr.
Dagligt kan du komme med på rundvisninger, hvor du kan udforske de åbne bunkers og terrænet og opleve interaktiv formidling i udstillingsbunkerne. Med en billet til Kystmuseet får du også adgang til Kystmuseet i Sæby og Skagen i syv dage.
Når du besøger Bangsbo Fort, får du en unik oplevelse i det storslåede område, hvor der er højt til himlen og en fantastisk udsigt over Kattegat.
Understedvej 21, 9900 Frederikshavn
Torslev Kirke
Den smukke hvidkalkede landsbykirke fra 1200-tallet med romansk kor og skib, opført i granit. Sengotisk vesttårn fra 1400-årene.
Kirken er især bemærkelsesværdig ved sin anseelige gotiske fløjaltertavle fra omkring 1525.
Der er tale om et smukt bemalet billedskærearbejde - efter al sandsynlighed fra Claus Bergs værksted - Nordeuropas fineste billedskæreværksted på den tid.
I denne kirke finder du et Hærvejsstemplet, der findes i en boks ved informationstavlen ved Torslev Kirke.
Højstrupvej 2, 9750 Østervrå.
Hvordan kommer du til og fra etapen med offentlig transport?
Du kan finde vej til etapen med offentlig transport ved brug af Rejseplanen og Hærvejsappen. For at komme til etapens startpunkt, skal du indtaste destinationen ‘Frederikshavn St.’ på Rejseplanen. Når du er fremme, kan du bruge Hærvejsappen til at finde vej ud til Hærvejen.
Nyttige links
Rejseplanen: www.rejseplanen.dk
Få et stempel i dit Hærvejspas
På denne etape kan du få et stempel i dit Hærvejspas ved Frederikshavn Kirke.
Frederikshavn-Thorshøj