Den lange etape på 21,4 kilometer fra Jels til Vojens starter ved Jels Søerne, hvor du kan se bronzeskulpturen Jels Pigen. Herfra går turen igennem nogle smukke naturområder, blandt andet Stursbøl Plantage og Oksenvad Hede langs Nørre Å. Flere steder i plantagen går du på forgreninger af Hærvejen.
Jels-Vojens
Jels Kirke
Jels Kirke ligger midt i Jels by, tæt ved de smukke Jels Søer. Kirken blev opført i 1854 som erstatning for en ældre og mere nedslidt kirkebygning af tilhugget granit.
Kirken har en historisk tilknytning til søen, som ifølge gamle kilder blev brugt til dåb i det 10. århundrede. Den nuværende kirke, tegnet af arkitekt Laurits Albert Winstrup, består af langhus og tårn. Granitkvadre fra den gamle kirke er genanvendt i soklen og murene, og du kan stadig se to relieffer, som viser menneskehoveder i øst-hjørnet, samt et aftryk af en kvindefod, som tegn på indvielse til Sct. Anna. Det meste af inventaret stammer fra 1854, herunder en basreliefaltertavle, oprindeligt udført af Thorvaldsen. Døbefonten og enkelte figurer fra den gamle altertavle er bevaret.
Når du står på kirkegården, kan du se, at den er indhegnet af et kampestensdige, som i 2017 blev renoveret med stisystemer og handicapvenlig adgang. På kirkegården kan du desuden besøge en mindesten over sognets faldne i Første Verdenskrig
Jels Søndergade 2, Jels, 6630 Rødding
Stursbøl Plantage
Stursbøl Plantage er et 500 tønder stort område. Plantagen ligger på den jyske højderyg og hovedstandslinjen, og i dag går en strækning af Hærvejen også her. Når du kommer som Hærvejsturist, åbner skoven døren til sin historie.
I Hærvejen storhedstid var området en del af et stort stykke hede, Oksenvad Hede eller Stursbøl Hede, og dermed et åbent og fladt landskab, hvor der kunne monteres synlige magtdemonstrationer i form af gravhøje. Den oprindelige Hærvej havde forskellige forløb over heden, og derfor rummer plantagen op til 70 gravhøje. Uanset om du kommer fra syd eller nord, møder du hurtigt gravhøje, når du kommer ind i skovens læ og skygge.
I den sydlige del af plantagen findes en festplads på et åbent område lige ved siden af Hærvejsruten. Her er der fundet rester af en muret brønd, og floraen viser tegn på et gammelt haveanlæg.
Stursbøl Plantage var en af de første hedetilplantninger, og allerede i 1800-tallets begyndelse startede man kampen for at få træer og skov ud af det pauvre hedeland. I dag er skovens bevoksning meget varieret, for orkanen i 1999 efterlod 80% af skoven som væltede træstammer. Efterfølgende ændrede man vegetationen fra primært rødgran til en gedigen blandingsskov. Enkeltstående træer er efterladt og giver levestedet for insekter og fugle.
Ved indgangen til Hærvejens rute finder du et stort opholdsområde med borde og bænke under gamle løvtræer, som giver dig gode rammer til en pause under skyggen.
Klovtoftvej, Jels, 6630 Rødding
Hvordan kommer du til og fra etapen med offentlig transport?
Du kan finde vej til etapen med offentlig transport ved brug af Rejseplanen og Hærvejsappen. For at komme til etapens startpunkt, skal du indtaste destinationen ‘Jels Busstation’ på Rejseplanen. Når du er fremme, kan du bruge Hærvejsappen til at finde vej ud til Hærvejen.
Nyttige links
Rejseplanen: www.rejseplanen.dk
Få et stempel i dit Hærvejspas
På denne etape kan du få et stempel i dit Hærvejspas ved Jels Kirke og Vojens Kirke.
Jels-Vojens